Din LærerPension og Coronakrisen
Måske har du både læst og hørt, at coronakrisen har betydet tab på pensionsopsparingerne. Derfor synes vi, at du skal vide, at coronakrisen ikke har påvirket din pensionsopsparing i år.
Depotrenten for 2020 blev fastsat til 5 procent, og det niveau forventer vi at fortsætte med året ud. Men det betyder ikke, at Lærernes Pension er upåvirket af coronakrisen.
Hvordan det hænger sammen, kan du blive klogere på her
Negativt afkast og positiv rente
Her kan du se, hvordan vores afkast er gået op og ned fra starten af 2020 til nu. Du kan også se, at din depotrente er 5 procent, selv om dit pensionsselskab har et negativt afkast.
Vi regner med kriser
Vi investerer mere end 100 mia. kr. på vegne af dig og de andre medlemmer Pengene er investeret i aktier, obligationer, ejendomme, skove, vindmøller og meget andet. Nogle år går alt op i en højere enhed og afkastene er tårnhøje, andre år er nogenlunde og nogle år negative, som her i 2020, hvor coronakrisen har medført et negativt afkast.
Men det har vi taget højde for
I de år, hvor afkastene er gode, går en del af pengene til din rente. Resten ryger i fælleskassen, så vi har noget at tære på. når der kommer en krise. Så med andre ord sparer vi op til at kunne give dig en god rente, selvom krisen brager derudaf og afkastet er negativt.
Du har en stabil rente på din LærerPension
Lige siden vi blev dannet i 1993, har medlemmerne fået en positiv depotrente, også selv om Lærernes Pension har haft år, hvor vi har tabt på investeringerne
Du får mindre end afkastet i de gode år, men til gengæld mere i de dårlige år. Det giver dig en nogenlunde stabil rente og dermed tryghed omkring pensionen.
Hvad bringer fremtiden
Coronakrisen er langt fra overstået, så det er svært at sige noget klart om fremtiden. Det er dog sandsynligt, at depotrenten bliver lavere i 2021.