Du kan sætte pensionen på pause
Får du lyst til og mulighed for at arbejde i en periode, efter at du er gået på pension, kan du sætte udbetalingen af den livsvarige pension på pause.
Du kan holde pause flere gange og vælger selv, hvor længe en pause skal vare.
Pension på pause
- Det er udbetalingen af den livsvarige pension, du kan sætte på pause. Kontakt os, hvis du ønsker det.
- Din arbejdsgiver kan indbetale til din pension. Indbetalingerne vil forhøje dine pensioner.
- Pensionen vil blive højere efter pausen. Hvor meget afhænger blandt andet af din alder, hvor længe pausen varer og om der bliver indbetalt til pensionen under pausen i udbetalingen. Et års pause betyder typisk, at pensionen stiger med 7 procent.
Det skal du være opmærksom på
Før du sætter pensionen på pause, skal du være opmærksom på:
Forhøjet alderspension og ratepension
Får du udbetalt forhøjet alderspension eller ratepension, vil udbetalingen fortsætte – det er kun den livsvarige pension, du kan sætte på pause.
Dødsfaldspension
Har du dødsfaldspension i din pensionsordning, vil dækningen fortsat blive nedtrappet under pausen.
Hvis du dør
Hvis du dør, mens udbetalingen af din pension er på pause, udbetaler vi det samme til dine efterladte, som hvis du fik udbetalt livsvarig pension.
Efterløn
Får du udbetalt efterløn, skal du kontakte din a-kasse, hvis du holder pause i udbetalingen af din pension – det kan nemlig påvirke din efterløn.
Pensionstillæg – folkepension
Får du udbetalt folkepension, skal du kontakte Udbetaling Danmark, hvis du sætter pensionen på pause – det kan nemlig have betydning for størrelsen af pensionstillægget.
Indbetaling på privat aldersopsparing
Når du har sat udbetalingen af din livsvarige pension i gang, kan du fra året efter højst indbetale 9.100 kr. i alt om året på aldersopsparinger – også under en pause i udbetalingen.
Overvej, om det er det værd
Husk, at Livsvarig Alderspension kun udbetales så længe, du lever – så overvej grundigt, om det er værd at sætte din pension på pause.