Nyhed

Frasalg af amerikanske statsobligationer

Usikkerhed om den amerikanske gældssituation har medført et større salg af amerikanske statsobligationer.

Lærernes Pension har frasolgt amerikanske statsobligationer for en værdi af 3,5 mia. kr. i løbet af den seneste måned.

Salget er ifølge investeringsdirektør Morten Malle blandt andet sket på grund af usikkerhed om den langsigtede amerikanske gældssituation og uafhængigheden i den amerikanske centralbank.

”Vi ser en stigende usikkerhed om USA’s langsigtede gældssituation, pengepolitik, inflation og dollarkursen, og derfor solgte vi i slutningen af december amerikanske statsobligationer for 3,5 mia. kr. for i stedet at købe tyske statsobligationer,” siger investeringsdirektøren.

Den vigtigste opgave for Lærernes Pension er at skabe et godt langsigtet afkast til sine medlemmer, der tæller lærere, undervisere, skoleledere og lærere i Grønland, og det får det seneste frasalg ikke konsekvenser for.

”Når man regner det hele med, så giver de tyske statsobligationer nogenlunde samme afkast som de amerikanske, så omlægningen påvirker ikke det forventede afkast,” siger Morten Malle.

Lærernes Pension er en af flere danske pensionsselskaber, der har valgt at nedbringe sine investeringer i den ellers sikre havn, som amerikanske statsobligationer har været anset for at være gennem mange år.

Også i Sverige har det store svenske pensionsselskab Alecta solgt ud af statsobligationer fra USA for omkring 50 mia. kr.

TV 2 og andre medier har skrevet om beslutningen her: