Afkast på 11,5 mia. kr. og lavere klimaaftryk i 2024
Medlemsbestanden stiger fortsat i Lærernes Pension, mens indbetalingerne nærmer sig 7 mia. kr. om året.
Der var gode takter på aktiemarkederne i 2024, og det var med til at sikre medlemmerne i Lærernes Pension et samlet afkast på 11,5 mia. kr. i det forgangne år. Det svarer til 8,6 pct. og ligger på niveau med resultatet for 2023.
Antallet af medlemmer stiger fortsat og nåede op på knap 164.000 ved udgangen af 2024, og det samme gør de årlige indbetalinger efter arbejdsmarkedsbidrag, der nærmer sig 7 mia. kr. De relativt store indbetalinger set i forhold til medlemsbestanden skyldes især, at andelen af indbetalende medlemmer i Lærernes Pension er stor sammenlignet med pensionssektoren som helhed.
Hjælper flere medlemmer
Det er en samfundsmæssige udfordring, at antallet af borgere på førtidspensioner fortsætter med at stige, og som man kan læse i vores nye årsrapport og rapport om samfundsansvar, rammer det også os i Lærernes Pension, og derfor har vi skruet op for vores forebyggelsesarbejde.
Sidste år var 636 medlemmer - eller 60 pct. mere end året før - igennem et af vores Kompasforløb, og 2 ud af 3 sygemeldte deltagere blev efterfølgende raskmeldte.
Hver raskmeldte lærer, skoleleder og underviser er en menneskelig succeshistorie, men det er også en økonomisk gevinst for fællesskabet, da udgifterne til invalidepensioner og langtidssygdom fylder stadig mere hos os, ligesom det er tilfældet i andre dele af pensionssektoren.
Klimaaftrykket falder fortsat
Årets udgang er også en anledning til at sætte tal på, hvordan det er gået med vores klimabelastning og investeringer med klima- og miljøhensyn.
For vores børsnoterede aktier, virksomhedsobligationer og danske ejendomme* kunne vi igen registrere et fald i CO2-aftrykket, der ved udgangen af 2024 var 77 % lavere end i 2019, som er starttidspunktet for vores opgørelse.
Sideløbende er andelen af vores klima- og miljørelaterede investeringer vokset, og sidste år nåede andelen af den type investeringer op på 10,5 pct. af den samlede portefølje, hvilket svarer til 17,9 mia. kr. Det er over 3 mia. kr. mere end året før.
Se .
*CO2-aftrykket tager udgangspunkt i scope 1 og 2.
Hvad er et kompasforløb?
Kompasforløbet er et tilbud om online coaching til vores medlemmer, som har problemer med stress eller er plaget af smerter. Medlemmerne får tilknyttet en personlig vejleder, som følger dem fra start til slut. Formålet er at hjælpe medlemmerne til en bedre trivsel og til at fastholde arbejdet.