Din AldersOpsparing når du dør
Fra nytår kommer engangsbeløbet fra en AldersOpsparing til udbetaling, når man dør, uanset om man er nyt medlem, eller har været medlem i et stykke tid. Det har bestyrelsen i Lærernes Pension besluttet på sit møde i juni.
- Siden 1. januar 2024 har alle nye medlemmer haft en AldersOpsparing, som bliver udbetalt ved død.
- Fra 1. januar 2025 gælder det også for de medlemmer, som allerede har en AldersOpsparing – altså ordninger, der er oprettet før 1. januar 2024.
- For langt de fleste af vores medlemmer betyder det, at de nu har følgende udbetalinger ved død:
- En dødsfaldsdækning
- En AldersOpsparing, som bliver udbetalt ved død
- Samt en dødsfaldsdækning hos Forenede Gruppeliv
Hvad er en Aldersopsparing
En AldersOpsparing er en særlig opsparingsform med penge, der ikke kan trækkes fra i skat ved indbetaling. Til gengæld bliver der ikke trukket skat ved udbetaling, og udbetalingen bliver ikke modregnet i tillægget til folkepensionen.
Tidligere har en AldersOpsparing fungeret som en slags forsikring, hvor man får pengene udbetalt, hvis man lever og hvis ikke, så går pengene til fællesskabet.
De efterladte skal have pengene
Mange medlemmer har over for vores rådgivere givet udtryk for, at de synes en AldersOpsparing bør gå til deres efterladte ved død og ikke til fællesskabet. Det samme var meldingen, da vi havde emnet oppe i Medlemsforum.
Når der fremover er en højere andel efterladte, der skal have en AldersOpsparing udbetalt, så skal de penge findes et sted. For langt de fleste vil det betyde, at udbetalingen fra en AldersOpsparing falder med op til to procent. Stod man således til fx at få 200.000 udbetalt ved pensionering, vil beløbet nu falde et sted mellem nul og 4.000 kroner. Det er så at sige ’prisen’ for, at ens efterladte vil få beløbet, hvis man dør, inden man selv får det udbetalt.
Flere af vores medlemmer har en privat AldersOpsparing hos os på en PlusPension. Den opsparing er altid blevet udbetalt til de efterladte og det fortsætter den selvfølgelig også med.
Der er grænser for, hvor meget der kan indbetales til en AldersOpsparing. I år er beløbet maksimalt 9.100 kroner, hvis man har mere end syv år til folkepensionsalderen, og 58.900 kroner, hvis man har mindre end syv år. For alle gælder, at de 9.100 går til en éngangssum, mens den overskydende del ud over de 9.100 kroner går til en skattefri livsvarig udbetaling. Det er alene éngangsbeløbet, der med ændringen bliver udbetalt til de efterladte.
Alle medlemmer, der er omfattet af ændringen, får et brev – enten i e-Boks eller på papir - om ændringen senest med udgangen af november 2024.