Nu ligger der 17,3 mia. kr. i det fælles sikkerhedsnet
Der er blevet tilført 6 mia. kr. til det kollektive bonuspotentiale i Lærernes Pension over det forgangne år. Det er de penge, der sikrer ro om depotrenten i dårlige år.
Der er lagt til side til en regnvejrsdag eller et regnvejrsår for medlemmerne i Lærernes Pension.
Det såkaldte kollektive bonuspotentiale er nemlig steget med over 6 mia. kr. i løbet af sidste år og er nu oppe på 17,3 mia. kr. – det er kort fortalt den fælles buffer, der kan trækkes på, hvis afkastet svigter.
Det gør det mindre sandsynligt, at medlemmerne skal opleve, at deres depotrente bliver sat ned i løbet af et år. Noget der i øvrigt aldrig er sket i Lærernes Pensions historie.
Skaber forudsigelighed
Med en pensionsordning med gennemsnitsrente får medlemmerne ikke årets investeringsafkast sat direkte ind på depotet. I stedet lægges noget af det til side, så det kan udgøre et sikkerhedsnet og sikre mest mulig stabilitet om depotrenten.
Hvad betyder det for dig som medlem?
• Mere stabil depotrente: Et større økonomisk sikkerhedsnet gør det mindre sandsynligt, at vi behøver sænke depotrenten i urolige tider.
• Bedre modstandskraft i dårlige markeder: Markeder svinger. Med et højere bonuspotentiale kan vi i højere grad udjævne de kortsigtede udsving.
• Tryghed i din pensionsopsparing: Formålet er at give mere forudsigelighed, så din opsparing udvikler sig mere stabilt over tid.
Når markederne er røde
Man skal ikke lede længe for at finde seneste eksempel på, at den fælles buffer holdt hånden under medlemmernes pensioner.
De finansielle markeder tog et kraftigt dyk i 2022, hvor hele pensionssektoren gik ud af året med negative afkast. Men selv i sådan et år, kunne medlemmerne i Lærernes Pension se deres pensionsdepoter vokse, da det var muligt at fastholde depotrenten på 6 pct., som tilmed var branchens højeste det år.
Og det skyldes netop det kollektive bonuspotentiale, der kunne veje op for de tabte milliarder, og det betød også, at alderspensionisterne ikke måtte se deres pensionsudbetalinger falde.
Depotrenten vil altid blive fastsat ud fra en samlet, faglig vurdering af økonomien, risikoen og udsigterne – men med 17,3 mia. kr. i bonuspotentiale står vi stærkere.
Og i en verden med krig og med uro på de finansielle markeder er det ikke blevet en dårligere idé at have lidt på kistebunden.
Kort fortalt:
Med et kollektivt bonuspotentiale på 17,3 mia. kr. har Lærernes Pension styrket den økonomiske modstandskraft i pensionsordningen.
Det giver større stabilitet og bedre mulighed for at holde depotrenten på et jævnt niveau – også når markederne går op og ned.