Gitte Heidi Urfeldt

Lad os skabe de bedste økonomiske forudsætninger for vores pensionstid

Jeg hedder Gitte Urfeldt, er 54 år og har siden 1998 været ansat på en fri grundskole, kun afbrudt af to år på en international skole i Spanien. Jeg har langt de fleste år været i indskolingen, hvor jeg primært underviser i dansk og matematik. Jeg fungerer som læsevejleder og AKT-vejleder, og bruger en hel del af min arbejdstid  på at hjælpe elever med særlige vanskeligheder, både fagligt, socialt eller psykisk. Jeg er fra 1.8 2025 valgt til AMR og TR suppleant, og ser frem til at sætte mig ind i disse arbejdsområder.

Jeg bor på Falster, nyder naturen og de nære relationer omkring mig.

Jeg drømmer, som de fleste, om en pensionstid fyldt med muligheder for oplevelser og et solidt økonomisk fundament at gøre det ud fra. Med 27 års erfaring fra lærerjobbet ved jeg, hvilke udfordringer og behov hverdagen byder på, og den erfaring vil jeg viderebringe. Jeg har lyst til at tage ansvar og bidrage aktivt til debatten om pension, investeringer og lærernes fremtidige vilkår. Vores pension skal afspejle et langt arbejdsliv, og jeg vil være med til at sikre, at udbyttet af vores pension, og ikke mindst vores forsikringer hvis uheldet skulle være ude, matcher vores ønsker.