Helle Evald
At bidrage konstruktivt med input til en sikker og miljøvenlig pensionskasse.
Jeg har netop rundet en alder, hvor jeg træder ind i pensionsalderens årti. Jeg er ansat som uu-vejleder i Køge Kommune, hvor jeg har været i en længere årrække, og hvor jeg varetager en bred vifte af opgaver med kerneopgaven at vejlede unge, der har afsluttet grundskolen, til ungdomsuddannelserne. Jeg er desuden AMR i gennem adskillige år og del af MED-udvalget. Jeg bor i eget hus i landlige omgivelser på Midtsjælland, og har en voksen søn, der er fløjet fra reden.
Jeg vil bidrage i medlemsforummet med nysgerrighed, og stiller gerne de måske mere svære spørgsmål. Der vil sikkert også komme mange opklarende spørgsmål fra mig i starten. Jeg er særligt optaget af at bidrage med input til, at pensionsmidlerne investeres sikkert og med størst mulig afkast, men også med tanke på at understøtte miljøhensyn. Hvis du stemmer på mig, kan du være sikker på, at jeg bringer dine eventuelle input videre, ligesom jeg også vil bringe væsentlig information tilbage til baglandet. Jeg er vedholdende, ordentlig og vant til at sætte mig ind i komplicerede forhold.