Merete Svalgaard Knuhtsen

Ønsker at arbejde for fællesskabet og skabe værdi gennem forandring for andre.

Uddannet lærer i år 2000, og har 20 års erfaring som lærer. Har siden 2006 været tillidsvalgt, først som TR på min skole og de seneste 18 år i kredsstyrelsen i Helsingør, hvor jeg blandt andet har været kasserer i 10 år. Siden 2020 som kredsens forkvinde og politiske leder. Jeg er desuden valgt som kritisk revisor for DLF, FH Hovedstaden, LC og SKAF, samt sidder i bestyrelsen i LB forsikring og LB foreningen på 6.år.

Privat kan jeg snart fejre sølvbryllup med Anders, som jeg også har 3 dejlige børn med. Fritiden bruges meget gerne ude i naturen til fods og sammen med familie og venner.

Med en stemme på mig får du en flittig, indsigtsfuld og loyal repræsentant, som gerne går en ekstra mil for fællesskabet. Jeg har gennem mit arbejde i Helsingør Lærerforening et stort netværk, en bred kontakt med lærere og dyb indsigt i hvad der udfordrer lærerlivet anno 2025. Jeg har også blik for værdien og nødvendigheden af samarbejdet med den øvrige fagbevægelse, og styrken ved kollektivitet og solidaritet. Jeg er hjemmevant i at arbejde i politisk ledet organisationer, med stor respekt for medlemsdemokrati og medlemsinddragelse. 

Som repræsentant i Medlemsforum kan jeg bidrage med relevant viden om hvilke ønsker vores seniorer har for deres arbejdsliv, dyb indsigt i medlemmernes behov, når krise og ulykke banker på døren, og erfaring i at søge muligheder og løsninger for den enkelte, der reelt gør en forskel. Jeg er iderig og kreativ, og foreslår ofte alternative løsninger og initiativer for dem som har behov. Det håber jeg at kunne bidrage med i LPs medlemsforum.