Lærernes Pension skærer aktieporteføljen til og sikrer stor besparelse

Der er blevet markant færre aktier at holde styr på i Lærernes Pension, som har gennemført en stor omlægning af aktieporteføljen. Fra at have investeret i omkring 2.600 børsnoterede virksomheder er der nu omkring 1.000 forskellige selskaber tilbage.

Investeringsdirektør Morten Malle

Lærernes Pension har over det seneste år arbejdet på en større omlægning af aktieporteføljen, som nu resulterer i, at antallet af børsnoterede virksomheder, vi investerer i, skrumper fra cirka 2.600 til omkring 1.000, som vi til gengæld har større investeringer i.

”Det er vigtigt at have en vis spredning af sine investeringer for ikke at være for sårbar over for, hvis enkelte virksomheder performer dårligt i en periode. Men på et tidspunkt har man opnået tilpas stor variation, og så vinder man i praksis ikke noget på risikoen ved at brede aktieuniverset endnu mere ud, og vi mener, at vi har ramt det rigtige niveau efter omlægningen”, siger Robert Neumann, der er Head of Equities i Lærernes Pension.

I forbindelse med omlægningen har vi også skåret ned på antallet af vores eksterne forvaltere, og vi har lagt vægt på, at forvalterne også har egne stærke processer for integration af faktorer som miljø, god ledelse og sociale forhold, når der bliver investeret på vegne af vores medlemmer.

Stor besparelse fremover

Selve strategien for aktieuniverset i Lærernes Pension har også fået en overhaling, og det kommer til at have helt konkrete fordele til gavn for medlemmernes fremtidige pensioner.

Fremover vil Lærernes Pension hælde mere til en såkaldt indeksbaseret tilgang til aktieinvesteringer, som i højere grad følger den generelle udvikling på aktiemarkederne, frem for at benytte sig af forvaltere, der prøver at slå markedet – ofte forgæves og væsentligt dyrere.

“Vi har faktisk kunnet halvere gebyrerne for vores aktieinvesteringer ved at hælde til en mere indeksbaseret løsning. Det kommer til at spare os for mere end 200 mio. kr. over en femårig periode, og i modsætning til afkast, er det et meget sikkert tal, vi kan regne med,” siger investeringsdirektør i Lærernes Pension, Morten Malle.

Med den nye aktiestrategi i hånden er Lærernes Pension ifølge Morten Malle endnu bedre stillet til at håndtere den store vækst i pensionsformuen, som for Lærernes Pensions vedkommende forventes at runde 300 mia. kr. inden for de kommende ti år.

 

For yderligere kontakt:
Presseansvarlig Morten Plesner, mopl@lppension.dk, 20 71 48 22

Fungerer hjemmesiden ikke?


Vi kan se, at du bruger Internet Explorer. Du kan derfor opleve, at der er noget her på siden, der ikke fungerer, som det skal. Vi udvikler nemlig ikke længere lppension.dk til at understøtte Internet Explorer. Årsagen er, at Microsoft ikke har opdateret programmet siden 2019. Det betyder, at hverken funktionaliteten eller sikkerheden er tilfredsstillende.

Brug en anden browser
Vi anbefaler, at du bruger en af disse browsere:

Du er altid velkommen til at ringe til os på 70 21 61 31, hvis du oplever problemer med vores hjemmeside.